Danmark 1500-1660 1660-1800 1800-1850 1850-1920 1920-1950 1950-1975 Forside
1500 - Opbrud og udvikling
1520 - Det stockholmske Blodbad
1523 - Kampen om kongemagten
1534 - Grevens Fejde
1536 - Reformationen
1536 - Trosskifte og hekseprocesser
1588 - Christian 4.
1600 - Christian 4.´s planer
1618 - 30-årskrigen
1643 - Svenskekrigene og Gøngehøvdingen
1500 - Opbrud og udvikling Top
Danmark havde siden 1397 været forenet med Norge og Sverige. Denne forening var dannet af dronning Margrethe 1. og hed Kalmarunionen. Det var svært at holde sammen på de tre lande, og især Sverige gjorde mange forsøg på at rive sig løs.
De store opdagelser havde endnu ikke den helt store betydning, men at nye tider var på vej kunne man se på de mange hollandske og engelske skibe, der begyndte at sejle gennem Øresund. For den danske konge betød denne trafik naturligvis flere indtægter fra Øresundstolden, men det var mindst ligeså interessant at bemærke, at de nye kolonivarer altså ikke kom til Danmark via Hansestæderne. Varerne kom til Danmark fra Holland og England.
Hansestædernes magt over al handel i Østersøen var tilsyneladende ved at blive svækket.
De svækkede tyske Hansestæder, adelens alt for store magt (kongen skulle vælges af adelen) samt Sveriges evige forsøg på at komme ud af den nordiske union - gjorde, at Christian 2. lavede en plan om på én gang at genetablere den nordiske union, at sætte Hansestæderne ud af spillet, at styrke de danske byer ved at give dem monopol på handel og håndværk, at indføre arvekongedømme og at sætte borgerlige lensmænd til at styre de kongelige slotte.
Hverken Sverige, adelen eller Hansestæderne brød sig om denne plan.
1520 - Det stockholmske Blodbad Top
I 1513 var svenskerne brudt ud af forbundet. Christian 2. besluttede derfor i 1517 at gå i krig med Sverige for at få landet til at være med i forbundet igen. Efter 3 år havde han besejret alt undtagen Stockholm. De overgav sig dog efter, at han havde lovet ikke at ville straffe nogen for at bryde ud af det nordiske forbund.
Den 1. november 1520 lod Christian 2. sig hylde som svensk arvekonge.
Nogle dage efter holdt kongen en fest på slottet, hvor alle de svenske adelsmænd var inviteret - men midt under festen trådte en ærkebisp frem og fortalte, at han havde været fængslet i 2 år og havde fået en meget dårlig behandling. Ærkebispen anklagede derfor den svenske adel for kætteri. Straffen for kætteri var dengang dødsstraf.
Christian 2. lukkede derpå alle slottets porte og forhørte adelsmændene. Næste dag blev 82 af Sveriges fornemste adelsmænd henrettet på byens torv.
Blodbadet fik dog ikke svenskerne til at opgive deres ønsker om selvstændighed. Ret hurtigt var der igen oprør, og da de denne gang fik støtte fra Hansestæderne, lykkedes det faktisk at slippe af med det danske overherredømme.
1523 - Kampen om kongemagten Top
Christian 2. gjorde mange ting for at bryde adelens magt, ikke blot i Sverige men også her i Danmark. Således fik dygtige borgere i byerne lov til at få nogle af de stillinger, som adelen tidligere havde haft. Men også blandt bønderne vandt han mange tilhængere ved at ophæve vornedskabet.
I 1523 havde store dele af den danske adel fået nok af kongen. En gruppe jyske adelsmænd og bisper fik derfor overtalt kongens farbroder, Frederik 1 til at blive konge. Dette tilbud blev Frederik så glad for, at han straks sendte sin lejede hær op gennem Jylland for at "overbevise" de, der eventuelt måtte være i tvivl, om han nu også var den rigtige person at vælge.
Efter en kort tid kunne Frederik 1 hyldes på Viborg landsting som Danmarks nye konge. Borgerne i København og Malmø støttede dog stadig den gamle konge, men efter en længere belejring måtte byerne overgive sig.
Christian 2. valgte i denne situation at flygte ud af landet for at samle støtte til at generobre sin kongetitel. Det lykkedes dog ikke at generobre titlen, men da den tidligere konge jo stadig var en folkehelt for mange borgere og bønder, måtte Frederik 1 måtte hele tiden regne med, at han måske på et tidspunkt ville vende tilbage for at gøre krav på kongetitlen.
Det kom dog aldrig så vidt, idet Frederik 1 i 1532 med løfte om frit lejde fik lokket Christian 2. til at besøge Danmark. Løftet blev imidlertid ikke holdt. Straks efter ankomsten blev han anbragt på Sønderborg slot, hvor han sad fængslet indtil sin død i 1559.
Da Frederik 1. døde i 1533, var der igen strid om, hvem der skulle være den næste konge. Hans ældste søn, Christian, var lutheraner og dermed helt uacceptabel for rigsrådets katolske bisper. Kongevalget blev derfor udsat for en tid, indtil man havde fundet en bedre kandidat.
Lübeck mente, at denne situation måtte udnyttes, så de indledte straks et samarbejde med borgerne i København og Malmø og sendte desuden en hær, under ledelse en tysk grev Kristoffer, til Danmark. Lübeck lovede borgerne at genindsætte den fængslede Christian 2. som konge, så snart det var muligt.
Hæren kom hurtigt i besiddelse af Sjælland og Skåne, og Lübeck havde nu skaffet sig det herredømme over Øresund, som de længe havde drømt om.
I Jylland gjorde bønderne også oprør. Oprøret blev anført af Skipper Clement, som tidligere været været general for Christian 2. Disse oprørere havde stor succes med at afbrænde godser, og slog endog en adelig hær, inden de selv blev nedkæmpet.
Rigsrådets og adelens magt var alvorligt truet. Det varede derfor heller ikke længe, inden de alligevel godt kunne blive enige om at vælge Christian 3. som næste konge. Modstanden mod adelen og rigsrådet var dog stadig stor blandt borgerne.
Christian 3. indsatte derfor en lejet hær under ledelse af Johan Rantzau. Efter mange kampe samt et helt års belejring af København, var Grevens Fejde endelig slut i 1536.
Danmark havde indtil 1536 været katolsk. I den katolske kirke var der kun få siddepladser, og på væggene hang flere helgenbilleder. Disse helgener var mænd og kvinder, der havde levet et særligt fromt liv. Mange af dem havde martyrdøden for deres tros skyld, og man mente, at de var i stand til at gå i forbøn for andre hos Gud. Derved blev de en slags mellemled mellem Gud og mennesker. Især jomfru Maria blev ivrigt dyrket som helgen før reformationen.
Præsten talte latin, så ingen forstod ret meget af det, han sagde. Man kunne heller ikke synge med på salmerne - men mod en passende betaling kunne man gå til præsten og blive reddet fra skærsilden.
I den katolske kirke kunne man altså købe sig til frelse.
Der var også mange klostre rundt omkring i landet. Munkene var datidens læger, forskere og i det hele taget dem, man opsøgte for at få nye ideer. Klostrene måtte ikke tage betaling for deres hjælp, men tit modtog de gaver. Det kunne f.eks. være et stykke jord - og de ejede da også ganske meget jord.
I årene inden 1536 havde der været stor uenighed om, hvem der skulle være konge i Danmark. Faktisk havde der været borgerkrig herom i 2 år, inden Christian 3. blev konge. Han var lutheransk af tro og gennemførte i 1536 reformationen.
Alle klostrene blev derefter nedlagt. Kongen overtog deres jord og blev dermed landets største godsejer.
Den lutheranske kirke blev en statskirke, og de gejstlige blev embedsmænd under kongen.
1536 - Trosskifte og hekseprocesser Top
Reformationen forløb stort set uden større problemer. For den enkelte var de vigtigste ændringer nok, at nu kunne man forstå, hvad præsten sagde, at man ikke længere kunne købe sig til frelse, og at det ikke længere var muligt at få lægehjælp på klostrene.
Siden slutningen af 1400-tallet havde den katolske kirke jagtet enhver kætter. Ingen skulle være i tvivl om, at vejen til Paradiset gik gennem kirken. Trolddom var fornægtelse af den kristne tro og derfor af det onde.
Da først kirke og myndigheder havde givet lov til trolddomsprocesser, og de første havde fundet sted, kunne lokalbefolkningen rundt omkring gå i gang med at opdage visse sammenhænge mellem personer og hændelser. Sådanne sammenhænge kunne være alvorlig sygdom eller uheld efter et møde med en bestemt person. Kunne flere andre fortælle lignende historier om denne person, var mistanken nok til at blive anklaget for at være en heks. Oftest var det kvinder, der blev anklaget for trolddom.
En hekseproces blev grundigt behandlet af retssystemet. Først skulle sagen gennem 3 behandlinger ved første retsinstans, som var herredstinget. Her blev der afgivet vidneforklaringer fra naboer og andre, som kendte hende. Inden tinget afsagde sin dom, skulle et kirkenævn på 15 medlemmer dog også komme med deres udtalelse. Blev det til domfældelse ved første instans, skulle sagen dernæst behandles ved et landsting, og her var det så landsdommeren, der traf den endelige afgørelse.
Under hele processen blev den anklagede pint og plaget, og der var mange eksempler på, at "heksen" døde, inden sagen nåede at blive afgjort. Det havde dog ingen betydning, såfremt hun blev dømt skyldig. Hekse skulle for enhver pris brændes. Det var i øvrigt meget svært for de anklagede at klare frisag. Med trusler om eller med anvendelse af tortur tilstod kvinderne selv de mest forfærdelige forbrydelser, og når først de havde tilstået, blev torturen igen taget i anvendelse for at få navnene frem på alle de andre medskyldige.
Et mørkt kapitel i Danmarkshistorien, men selv efter reformationen fortsatte myndighederne og kirken denne idé for bl.a. at trænge katolicismen helt ud af det danske samfund. Hekseprocesserne fortsatte helt frem til slutningen af 1600-tallet, således også under Christian 4.
1588 - Christian 4. (1588 - 1648) Top
Christian 4. var kun 11 år, da han blev konge, så indtil 1596 var det Rigsrådet, der styrede landet.
Christian 4. var konge i 60 år, og i den periode oplevede Danmark store op- og nedgangstider.
Danmark var omkring 1600 et land i økonomisk fremgang, og adelsmænd og købmændene tjente store penge på handel med okser og korn. Kongen selv havde også store indtægter fra bl.a. Øresundstolden og sine godser.
Han havde mange planer for, hvad han ville bruge sine penge til og kastede sig ofte ud i store projekter. Det var imidlertid kun hans byggerier, der blev en succes. De øvrige planer lykkedes kun delvist - eller slet ikke.
De sidste 25 år af hans tid gik stort set med krig, og ved hans død var landet fattigt og mindre end tidligere.
1600 - Christian 4.´s planer Top
Holland var det store forbillede for kongen. Her havde de store kolonier gjort borgerne rige, og Christian 4. ønskede, at København kom til at ligne Amsterdam.
Kongen ønskede derfor, at Danmark også fik kolonier, der kunne give nogle store indtægter. Kongen vidste, at krydderier og silke var noget, der kunne give gode penge, hvis ellers man kunne komme til til Kina eller Indien. Derfor besluttede han i 1599 selv at finde en hurtigere vej dertil ved at sejle nord om Norge og altså nord om hele Asien. Turen måtte dog opgives på grund af stormvejr.
Kan man ikke komme til Kina og Indien ved at sejle mod nord, så må man jo sejle mod syd. På et tidspunkt kom en mand fra Holland og fortalte kongen, at hvis Christian 4. ville hjælpe Ceylons kejser med at slippe af med nogle fjender, kunne han få eneret på al handel med krydderier fra Ceylon. Kongen sendte straks en flåde af sted, men efter to års sejlads kunne ekspeditionens leder, adelsmanden Ove Gjedde, blot konstatere, at et sådant tilbud havde kejseren aldrig givet den danske konge. Ove Gjedde frygtede nu for at komme hjem uden krydderier eller en handelsaftale. Ved et tilfælde lykkedes det dog inden afrejsen at få tilbudt et lille stykke land ved Indiens østkyst. Dette blev til Trankebar (1620) - den eneste koloni i Asien, der blev oprettet under Chr. 4. Senere fik kongen dog også et lille fort (1625) ved Guinea ud for Vestafrika.
Christian 4. forsøgte desuden at finde en ny søvej til Indien nord om Amerika, dog uden held.
I Holland tjente man gode penge på silke. Christian 4. mente, at Danmark skulle gøre det samme. Til det formål måtte han have fat i nogle dygtige håndværkere samt noget silke. Han byggede en masse værksteder i Silkegade i København, tilkaldte hollandske vævere, men for at væverne havde de nødvendige råvarer, måtte han i starten købe dyr silketråd i Holland.
Som nævnt ovenfor havde han sendt danske søfarere til Asien, og nu afventede han blot, at de kom tilbage billige råvarer. Dette lykkedes ikke. Efter kort tid blev værkstederne lukket igen, fordi det var for dyrt at fremstille silke i København. Adelen og de rige borgere kunne med lethed købe både bedre og billigere silke i Tyskland og Holland.
Christian 4. var altid meget interesseret i håndværk og produktion. Nord for København fik han anlagt en masse fabrikker langs Mølleåen, hvor man kunne udnytte vandkraften.
Der var mange tiggerbørn i byerne på denne tid, og for at komme tiggeriet til livs oprettede han et børnehus. Her skulle børnene lære et håndværk. Børnehuset eksisterede 1621-1650 og gav husly for i alt 5000 børn. Halvdelen af børnene døde imidlertid af forskellige sygdomme, mens de var på børnehuset. Kun ca. 600 fik en uddannelse.
Nogle af hans bygningsværker er Rosenborg, Frederiksborg, Nyboder, kanalerne, Børsen og Rundetårn, Christiania (Oslo), Kristianstad og Glückstadt ved Elben.
I 1618 fik Tyskland en ny kejser. Han var katolsk og ville genindføre den katolske tro i det nordlige Tyskland, men dette var protestanterne ikke interesseret i. De gjorde oprør mod kejseren, og da kejseren truede dem med krig, bad disse småstater om hjælp fra Christian 4. Kongen blev meget stolt over denne henvendelse og var straks parat til at drage i krig og sagde med det samme ja. Rigsrådet søgte forgæves at få kongen til at lade være, da landet ikke havde råd, og da kejseren var for stærk en modstander. Samtidig frygtede man, at svenskerne kunne finde på at angribe Danmark. Men kongen ville af sted og var desuden også hertug af Holsten. De tyske fyrster valgte ham som hærfører for en hær på 13.000 mand. Da de to hære den 17. august 1626 mødte hinanden ved byen, Lutter am Bareberg, kunne kongen som ventet slet ikke klare sig mod den tyske kejser. Christian 4. måtte allerede efter en enkelt dag flygte sammen med sin hær tilbage til Danmark. Kejserens hær fulgte imidlertid efter og besatte Jylland, som derefter blev hærget og plyndret for værdier.
Den tyske kejser var imidlertid bange for, at Danmark og Sverige måske skulle finde sammen og gå til modangreb. Kejserens hær fortsatte derfor ikke til Fyn og Sjælland. Kort efter foreslog kejseren, at Danmark og Tyskland sluttede fred, hvis ellers Christian 4. ville love ikke at blande sig i Tysklands forhold igen. En meget mild fredsordning, som kongen naturligvis accepterede.
Danmark havde tidligere lovet ikke at blande sig i forholdene i Tyskland. Dette havde svenskerne til gengæld ikke. Mens tyskerne var i indbyrdes krig om religion, mente svenskerne, at de nu havde mulighed for at få magten over Østersøen. Kunne dette lykkes, var der store fortjenester at hente på handelen. Svenskerne gik derfor i krig med kejseren og vandt det ene slag efter det andet i Tyskland.
Torstenssonkrigen 1643-45:
I 1643 rykkede den svenske hær op i Jylland, som nu blev besat, hærget og plyndret.
Der var også flere søslag, og Christian 4. nåede selv at blive såret, mens ´han stod ved højen mast´
I 1645 blev der sluttet fred (Brömsebro-freden), og Danmark måtte afstå store landområder.
Karl Gustav-krigene 1657-1659:
I 1657 - 1658 besatte svenskerne det meste af landet. Endnu en ydmygende fredsafslutning med tab af store landområder. Senere samme år kom svenskerne tilbage og besatte landet én gang til. København holdt dog stand i et halvt år, og da byen ikke ville give efter for belejringen, blev der sluttet fred i 1659. Her måtte Danmark måtte afgive store dele af Sydsverige.
Årene 1657-1659 var en hård tid. I 1659 fik Danmark desuden hjælp af polske tropper, som skulle få svenskerne væk fra fra Jylland og Fyn. Polakkerne omtales som rene djævle, og mange mennesker flygtede, så snart de var i nærheden.
Polakkerne bragte desuden pest ind i landet. Omkring 50.000 mennesker døde af sygdommen.
Eneste opmuntring fra den tid er Gøngehøvdingens bedrifter på Sjælland.